Menu

To på stribe

image Arkivbillede fra forårets sejr over Tølløse BK
27. august 2023 kl. 08:35
Herresenior 1 slår Gislinge BK 3-2 i efterårets anden kamp i serie 3, men ikke uden udfordringer

Den smalle sejr over Vipperød i efterårets åbningskamp skulle følges op, men det blev sværere end nødvendigt. Ganske vist havde Gislinge også taget 3p i deres første kamp mod Raklev, men det var et hold som ikke burde have voldt besvær for HIF. Ikke mindst fordi Gislinge - modsat Vipperød - åbnede sig fremad banen og dermed gav god plads til HIF’s dygtige boldspillere.

Kampen startede fint ud med stort spilovertag fra HIF’s side. Allerede i det 4. minut havde Rasmus Fricke et skud på overliggeren. Bolden sprang i spil igen og endte hos Daniel Thiesen, som efter et par luftdriblinger sparkede bolden ind, helt inde fra kanten af målfeltet. En ønskestart for HIF.

Derefter fastholdt HIF spilovertaget, uden at det dog blev til de helt store chancer. Første reelle Gislinge-angreb kom efter et kvarter, men mundede så også ud i et straffespark, dømt for hands mod Daniel Thiesen. Heldigvis var Thomas Hyllested på plads i målet og hev en flot redning frem på straffesparket, så føringen blev fastholdt.

Herefter kom Gislinge bedre med i kampen og et kvarters stillingskrig fulgte, uden at det blev rigtig farligt i de to felter. Kort efter den halve time fik Gislinge så en advarsel for en eftertackling på Julius List og det følgende overtal udnyttede HIF til at lægge et massivt pres på Gislinge, med flere farlige forsøg. Det gav pote i det 37. minut, hvor et flot ABC-angreb resulterede i en 2-0 scoring: Præcis bold i dybden fra Simon Højgaard, skarpt, fladt indlæg fra venstrekanten fra Julius List og en sikker tap-in fra Jannik Flindt Hansen. Der stod ikke færre end tre HIF’ere i kø i det lille felt for at score!

HIF fastholdt presset halvlegen ud, men uden at det blev til flere scoringer.

Også efter pausen havde HIF gode tilløb og spilovertag, men uden at det blev til de helt store chancer. Efter cirka 10 minutter kom der en kraftig regnbyge og det bekom tilsyneladende ikke HIF særlig godt. Nærmest ud af ingenting fik Gislinge således kort efter reduceret til 1-2 efter et indlæg fra venstrekanten, hvor markeringerne svigtede. Kort efter fik Jannik Carlsen så en tynd advarsel for et frispark midt på banen og tingene så pludselig lidt shaky ud.

Efter knap en halv time blev Lukas Moesgaard i et gennembrud nedlagt på kanten af feltet. Set fra Hvalsøbænken var det en forseelse til mindst gult, men desværre ikke ifølge dommeren, som ikke gav kort. Det efterfølgende frispark kom der ikke noget ud af og minuttet efter lå bolden så i HIF’s mål efter en hurtig Gislinge-omstilling. 2-2 og den sikre HIF-føring var pist væk.

Op på hesten igen. Arbejdstøjet kom på og der blev virkelig kæmpet i denne periode. Hele tiden var HIF farligst, men Gislinge lugtede point(s) og gik også til stålet. Det var dog tydeligt at HIF var det bedste hold og i det 37.  minut af 2. halvleg gav det pote. En lang høj bold fra Simon Højgaard blev forlænget af Jannik Flindt Hansen og landede hos Jesper Madelung på venstrekanten, som lagde et skarpt indlæg ind til en helt fri Lukas Moesgaard, der sikkert bankede bolden i kassen til 3-2. Forløsning!

De sidste minutter af kampen blev lidt nervøse. På forunderlig vis havde dommeren fundet hele seks tillægsminutter, men HIF’erne formåede at køre sejren hjem. Som mod Vipperød var det en fuldt fortjent sejr, som blot burde have været større. HIF var klart det bedste hold med overtag i boldbesiddelse og med de fleste og farligste chancer. VEO-tallene viser 59 pct. boldbesiddelse til HIF og 28 skudforsøg mod 7 til Gislinge.

Vi ser frem til holdets næste kamp, som er i seriepokalen på torsdag 31/8 kl.18.30 på udebane mod Vipperød. Næste turneringskamp er på hjemmebane på lørdag 2/9 kl.14.00 mod Jernløse.

 

Luk