Menu

Spændende sæsonstart for Hvalsø IF

image
14. april 2021 kl. 07:53
Ændret turneringsform sender HIF ud i knald- eller faldkampe

Hvalsø IF’s første herre senior i fodbold skal helst ramme en formtop allerede i april.

HIF åbner nemlig sæsonen med to nervepirrende opgør i serie 1, som vil afgøre om holdet i foråret skal spille oprykningsspil til sjællandsserien eller om nedrykning til serie 2. Først kamp spilles ude imod AIK Strøby lørdag den 18. april og weekenden efter kommer Raklev GI på besøg i Hvalsø. De to knald eller fald kampe er HIF’s udsatte opgør fra efteråret 2020, hvor turneringen blev lukket før planlagt pga. coronanedlukningen.

Når de to udsatte kampe pludselig bliver så afgørende, skyldes det, at DBU-Sjælland har besluttet at omlægge turneringen, så man i stedet for som normalt at spille alle mod alle i foråret, opdeler rækken i et op- og et nedrykningsspil. De syv bedste hold fra efteråret spiller oprykningsspil til Sjællandsserien, mens nummer 8 til 14 spiller nedrykningsspil til serie 2. Men først skal de udsatte kampe fra efteråret altså spilles, så alle rækkens hold har mødt hinanden én gang.

Inden de to kampe mod AIK Strøby og Raklev ligger HIF lige præcis på den frelsende syvendeplads, som giver adgang til det sjove oprykningsspil. Men HIF ligger i et tæt felt på fem hold, som kæmper om to pladser til slutspillet om oprykning. HIF ligger lige efter Raklev, men foran AIK Strøby i tabellen. Kort efter følger desuden både Bjæverskov og Avarta BK med samme pointtal. Så der bliver kamp til stregen mellem de fem hold om adgangen til oprykningsslutspillet.

Desværre må der stadig ikke komme tilskuere på stadion. Så Hvalsø IF må klare sig uden hvalsøsupportere på lægterne. 

Men der er dog grund til at håbe på, at tilskuere snart kan være tilbage på stadion. Der pågår således i disse dage forhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier om netop dette spørgsmål. Kulturministeren oplyste på et samråd i dag om udendørs sportsbegivenheder i Folketingets Kulturudvalg, at tilskuere på stadion kan blive en realitet allerede fra den kommende uge. Så vi krydser fingre for, at det ikke kun kommer til at gælde for den professionelle fodbold, og at det sker inden den vigtige hjemmekamp mod Raklev GI den 24. april..

Luk