Senior 1: Dobbeltopgør og i hvertfald et drama i vente

Således plejer kampene mod Undløse, at være en yderst fysisk forestilling, hvor der på ærlig, næsten britisk vis bliver givet stål i samtlige dueller.
Det gæstende mandskab er som regel sat dygtigt taktisk op af Cheftræner Tommy Godtfredsen. Der bliver spillet med god disciplin, og holdet tæller en stor del rutine, særligt i skikkelse af forsvarsgeneral Flemming Godtfredsen, der på mange måder i sit solide forudseende spil kan minde om Juventus Chielini.
Generelt er holdets centrale akse præget af meget fysik og taktisk klogskab, hvor Martin Åberg, spilfordeler Chano Larsen samt ikke mindst anfører Jonas Møllnitz er i absolut topklasse. Sidstnævnte er i øvrigt et monster på standardsituationer.
Fremme huserer ofte hurtige Faton Gjyrevvi samt/eller Thomas Søgaard.
Et på alle måder yderst kapabelt mandskab, som vi har den største respekt for.
Det betyder naturligvis, at skal vi have point, så skal der ikke herske tvivl om, at vi skal spille op til vores absolut bedste.
Der skal således løbes en masse metre for sidemanden og samtlige dueller skal der investeres maksimalt i. Samtidig skal vi evne at få bolden ned på jorden. Turde spille med stor bevæglighed, så vi derved sætter vores styrker i scene.
Endelig skal vi udvise stor kynisme i begge banens felter.
Undløse er ikke et mandskab, der giver mange chancer væk, det er derfor en forudsigelse herfra, at vi skal være yderst kyniske på de muligheder, som vi måtte til spille os.
Jeg tror som sagt, at det bliver et fysisk drama - en oplevelse. Det er derfor mit håb, at vi kan lokke så mange som muligt til Møllebjergvej.
Det bliver hårdt arbejde og fællesskab. Det er klassisk HIF!
Rigtig god kamp, og vel mødt lørdag kl. 12.00 på Møllebjergvej.
(Andetholdet spiller umiddelbart efter 14.00 mod Islev BK)