HIF forlænger med trænerteam

HIF har aftalt en forlængelse med herresenior 1’s cheftræner Benjamin Mortensen og assistenttræner Casper Berthelsen. Aftalen løber foreløbigt frem til udgangen af juni 2023.
HIF’s formand Jakob Hermansen glæder sig over, at det er lykkedes at få de to dygtige trænere til at fortsætte deres gode arbejde med HIF’s førstehold på herresiden. ”Vi har været særdeles tilfredse med den måde Benjamin og Casper har haft held til at få et meget ungt hold til at spille virkelig god og underholdende fodbold. Det ser lovende ud med de to dygtige trænere, som er sande klubmænd.
Aftalen vækker også glæde hos cheftræner Benjamin Mortensen. ”Overordnet er jeg meget tilfreds med, hvor holdet befinder sig lige nu. Efter en ret turbulent opstart, med spillerafgange tæt på turneringsstart, overtog Casper og jeg en trup med meget unge spillere, der mest af alt led af alt for lav træningsdeltagelse, som gjorde det vanskeligt at opbygge relationelle aftaler og færdigheder”, udtaler Benjamin Mortensen.
Ifølge cheftræneren var den vigtigste opgave for trænerteamet i efteråret derfor at opbygge et stærkt træningsmiljø for de unge herreseniorspillere. ”Det har været uvurderligt med den store hjælp, vi fik fra andeholdets trænere Lars Jensen og Dean Krysfelt og fra nogle af de dygtige unge spillere fra HIF U19-hold. Fra at være 7-10 til træning i begyndelsen af sæsonen, sluttede vi sæsonen af med et gennemsnit på 17-19 spillere, alle med høj kvalitet og fantastisk træningsvilje. Det betyder, at vi nu har en førsteholdstrup med to konkurrencedygtige spillere på alle positioner, hvilket var et af mine helt store målsætninger”, fastslår Benjamin Mortensen.
Cheftræneren har stor tiltro til sit unge mandskab for den kommende sæson. ”Truppen er stadig meget ung, men ekstrem læringsvillig og arbejder fokuseret med de taktiske rammer, jeg præsenterer dem for. Målsætningen for den resterende halvsæson er klar. Vi skal yderligere styrke fællesskabet på træningsbanen, forhåbentlig med tilgang af 2-3 stærke spillere, og så skal vi gå efter at vise, vi hører til i rækkerne over Serie 3. Dette kræver dog også held og fejlfrie kamppræstationer, men vi går efter det”, slutter Benjamin Mortensen.