Tidligere Hvalsø-spiller fik debut i 1. division
I Hvalsø IF har vi mange talenter - en del af dem render stadig rundt på grønsværen på Møllebjergvej, andre er kommet tilbage efter at have snuset til eliten og så er der et par stykker, der stadig arbejder hårdt hver eneste uge for at nå deres drengedrøm.
Denne weekend fik Andreas Hermansen debut på næsthøjeste plan i Danmark, 1. division for FC Roskilde.
Andreas var til kampen hevet op fra sin sædvanlige plads på U19 holdet og startede inde som venstre back, for et ungt FC Roskilde hold, der til kampen havde valgt flere unge spillere, for at satse på tirsdagens pokal-kvartfinale mod Aab.
Andreas spillede samtlige minutter i FC Roskildes 6-2 nederlag til Silkeborg. På trods af nederlaget fik Andreas, og de andre debutanter, dog en positiv oplevelse af divisions-fodbold.
På spørgsmålet om hvordan det var at være med, svarede Andreas: "Det var lidt af en omvæltning at gå fra U19 til 1. division, men det har været fedt - og en fed oplevelse"
Herefter spørger FC Roskilde's udsendte om Andreas forventer at få flere kampe for 1. divisions holdet i fremtiden: "Det kunne fandme være fedt, men nu må vi se hvad der sker. Jeg håber det selvfølgelig".
Det gør vi også her i Hvalsø IF og vi ser frem til at følge Andreas nærmere i fremtiden!
Andreas har forlod Hvalsø IF for at tage på FC Midtjylland's akademi, inden han i sommeren 2015 vendte tilbage til Sjælland, for at tørne ud for FC Roskilde.
Udover Andreas fik også Kasper Tvede, Oscar Buch og Simon Christoffersen debut - Simon har en fortid hos vores naboer fra Såby Fodbold - stort tillykke til ham også.